Raad man nok kan give, Klogskab ei Hvo godt Raad Raad lod blive, lod Hjælpen gaae sin Vei.

Se flere sitater

Henrik Wergeland var opplysningsmann, romantisk dikter – og utdannet teolog. Han søkte prestekall i flere år uten å få noen, noe som gikk sterkt inn på ham. Hvordan passer presten Wergeland inn i bildet av en opplyst og romantisk dikter som ofte uttrykte seg kritisk til religion(er) og dogmer?

Wergeland hadde et tvetydig forhold til religion. Han pekte blant annet på hvordan religion(er) opp gjennom tidene har fungert undertrykkende. Presteskapet misbrukte sin makt som åndelige ledere og serverte løgner for å holde folket nede i frykt og uvitenhet. Religion har fungert som en form for despoti, mente han, som har vært ekstra krevende å overvinne fordi religion setter tanke og rasjonalitet ut av kraft.
Samtidig anså han religionen som den lære som kan uttrykke de høyeste sannheter: "Religiøsitet, der maa til for at udrette noget tilgavns, og som gjennemvæver selve Armoden og Sorgen med en overjordisk Glands" (Dimiss-Prædiken 1833, SS b. IV 1, 342).
Løsninger
Han løste dilemmaet ved blant annet å gå inn for full religionsfrihet: "Foragt aldrig Nogen for hans Religions Skyld. Hans Religion er for ham en Sandhed, hvorved han er salig, en Overbeviisning, som han arvede fra sine Fædre, ligesom du arvede din" ("Religiøs Overbærelse", SS b. IV 6, 197). Videre inntok han ofte en rasjonalistisk innfallsvinkel til kristendommen: Den viste sitt fortrinn ved at den på en rekke punkt var i samsvar med allmenne fornuftsprinsipper, med moderne mentalitet og framskritt. "Jesus er selv tilstede i sit voxende Rige, i sin sejrende Kirke i dens Fremskridt ligesom Solens Kraft er i de voxende Dage i den sejrende Aarstid" (Preken 1831, SS b. IV 2, 307). Han hadde dessuten en utopi angående den sanne prests rolle: Hans overordnede mål var å overflødiggjøre seg selv. En gang i framtiden ville det enkelte mennesket kunne holde gudstjeneste med Gud i sitt hjerte uten å behøve noen prestelig mellommann.

Utsikt fra Ekeberg. Maleri av Peder Balke, ant. 1829 Utsikt over Kristiania fra Ekeberg. Nede til venstre i bildet Opsloe kirke (dvs. Gamlebyen kirke), der Henrik Wergeland holdt tre prekener, bl.a. "Dimiss-Prediæken" i 1833.
Maleri av Peder Balke, ant. 1829. Foto: Rune Aakvik. Eier: Oslo Museum, avd. Bymuseet

Nestekjærlighet og synliggjøring av de svakeste og minste
Wergeland holdt en del prekener på 1830-tallet, og gav i 1836 ut en egen prekensamling. I prekenene holder Wergeland seg innenfor kirkens troslære, samtidig som vi merker hans personlige stemme. Her kan vi studere forbindelser mellom hans tro og hans diktning. Særlig to aspekter ved kristendommen ser ut til å spille en viktig rolle for Wergeland i prekener og dikt:
Jesu aktive, medmenneskelige engasjement er et eksempel til etterfølgelse for alle.
Gud og Christus [...] fordre friske Guds Riges Kjæmpere, Mennesker i fuld Kraft kommende i sin Dag. Derfor fødes vi jo herrundtom Christi Sæde; derfor indlede jo ømme Forældre os alt i vor Uskylds Morgen til Christum; og han lærer os, hvad vi skylde Gud, vor Velgjører, og Verden, som vi skulle gjøre vel imod. Og da, naar han har udrustet os, fører han os ud igjen i Verden, at vi skulle øve, hvad gode Kræfter Gud, og hvad god Kundskab Christus har givet os. (Dimiss-Prædiken 1833, SS b. IV 1, 341)
De kjente åpningslinjene i "Røst i Ørkenen" (Jødinden, 1844) uttrykker lignende tanker:
Christenfolkets Hjerter skulde
være varme Julebrød,
honningfulde,
Nok for hele Verdens Nød,
om den kommer som en Gjest.
(SS, b. I 3, 381)
Det må derfor for den enkelte kristne "ingen Slummer være; thi Arbeidernes Slag lyde i det ufuldendte Christtempel, og dets Buer ere ikke sammenkjedede endnu. Taget er ikke sammenhvælvet end. Den sidste Aftenrødme er dets sidste skinnende Plade" ("Aftensang" 1834, SS b. IV 2, 128). Wergelands prekener retter seg mot arbeidsmenn på jorden, med nok av arbeid å ta fatt på.
II Den jødiske og kristne lære gir den yngste og svakeste, den utstøtte og foraktede en spesiell rolle og betydning. På samme måte løfter Wergeland fram det/den minste, fattigste og mest ubetydelige og viser fram dets/dens skjønnhet og verdi.
Den seer slet, som seer kun Taarnene og Bjergtinderne og Solen, der ikke vil lade nogen Stjerne skinne sig ved Siden. Og sandelig vort aandige Øje seer slet, om det ikke seer Rigdom i Enkens Skjærv og Storhed i Dyder, der dufte i det daglige Livs Skygge [...]. (Preken 1836, SS b. IV 2, 282)
Vi ser samme tankegang i f.eks. "Til Foraaret" (1845), der Wergeland argumenterer ut fra sin forkjærlighet for de enkle og ofte oversette vårplantene og andre deler av den nordiske våren: "Vidner, foragtede Løvetand og Leerfivel, at jeg har agted eder meer end Guld, fordi I ere Foraarets Børn.". Han framhever skjønnheten i det nesten usynlige, og hvordan nettopp dette eier en egen form for hellighet: "selv vesle Moseblomme skjær / et Himmelens Capel" ("Til en Gran" 1834) – og det vakre og livgivende i det mest hverdagslige: "Min Kats strygen mod mit Kind udglatter alle Hjertesaar" ("Mig Selv" 1841).
Tilgivelsens kraft
I tanken om det aktive, medmenneskelige engasjement og blikket for det undertrykte og oversette kan mye av Wergelands tro og diktning finne bakgrunn. I tillegg ser forestillingen om tilgivelsens livgivende virkning, en sentral tanke i kristendommen, ut til å spille en viktig rolle i siste del av Wergelands forfatterskap. I flere kjente dikt er forsoning knyttet til et avgjørende omslag i teksten. I "Paa Sygelejet" (1844) kommer omslaget mellom de to siste strofene – omtalt i den siste:
Blot Døden vil mig skjænke Frist
til Floren frem er brudt!
Men o! han har mig alt omsust,
mit Bryst med Knokkelhaanden knust,
med Blæserørets fule List
mig lydløst gjennemskudt.
. . O Følelse som af et Bad!
Jeg Alt tilgivet har.
En Finger paa mit Øje kom.
En Engels; det min Moders var.
Nu er min Sjel en toet Blom,
saa nyfødt, barneglad.
(SS b. I 3, 321)
I Jan van Huysums Blomsterstykke bekreftes Adrians forløsende og fruktbare gråt i at han klarer å se og tilgi sin datter Klara (som hadde elsket en mann fra fienden).
O mit Barn, se til din Fa'r!
Rose hvid, som Klara var!
Han er ikke længer vred
paa din syge Kjærlighed,
Han har intet Blik, som rammer
knusende din knuste Jammer;
Han har intet Øjekast
for at skjære hvad der brast;
Han har kun en Faders Hjerte
og Velsignelser i Munden
og en Smerte for din Smerte,
og et Taaredryp for Vunden,
Taarer af balsamisk Glæde;
thi jeg ogsaa dig har funden:
Ingen mangler i min Kjæde.
(SS b. II 5, 102)
Tilgivelsen av henne fungerer som tegn på en vakt kjærlighetsevne hos Adrian, som gjør at han kan se også mørket og lidelsen som blomsterhagen betegner. Han kan beskue sine fiender "med uforsteente Miner, / uden Øjeblinken", "uden Svimlen; / uden Sortnen for mit Øje" (SS b. II 5, 105). Den skånselløse maleren Jan van Huysums kunstverk fullendes, og Blomsterstykkets fortelling avsluttes idet Adrians forsoningståre triller ned på det.
Det er interessant å se hvordan Wergeland gjennom refleksjoner rundt skyld og tilgivelse, i diktning og prekener, gir innblikk i (og formidler aksept av) det komplekse menneskesinnet. Han viser forbindelser mellom den enkeltes brokete psykiske univers og et religiøst:
Men vort Huus rører os mere end Verden, vor egen Sorg mere end et Riges, og i vort Indre finde vi en Verden, fuld af Lys, Mørke, Storme, stridige Kræfter, liig denne store heruden os, og hvori Guds Vælde og Kjærlighed ikke mindre aabenbarer sig end i denne hvori Sol og Jord ikke ere andet end flyvende Fnugg. Og hvem maa ikke tilstaae, at ogsaa dette Verdenshvælv, som indsluttes i det lille Hjerte, ogsaa er Skuepladsen for Lidenskaber, der kunne tordne og lyne og gaae med Stormens Vælde og Havets Dunder, for Djævleild, for Heltekamp og Englesejer? Ogsaa der -- i hvert Menneskehjerte -- er en Tidens Fylde og Frelsens Under! (Preken 1831, SS b. IV 2, 302).
I kjærlighet
Noe av det spesielle ved Wergelands skrivemåte er en lidenskap som leseren fornemmer er investert i det som skrives. Her er vi inne på et vesentlig trekk ved store deler av Wergelands forfatterskap og den lære han som prest formidlet: Ektefølt kjærlighet som den utløsende kraft. "Størst blandt dem er kjærligheten," skrev Paulus (1. Kor 13, 13). Skabelsen, Mennesket og Messias (1829, utgitt 1830) tilegnes sannhetens, frihetens og "Kjærlighedens Talsmænd, de sande Christi Lærlinge". Wergeland relaterer i "Min Moder" (1844) sin (kamp)diktning til morens kjærlighet og milde blikk som ikke begrenset seg til hennes familie:
Og som før, da jeg det pligted,
allerførst jeg bringer Hende
hvad som nyest jeg har digtet.
Der "Jødinden" jeg idag
lægger da paa Bordets Ende.
Den er ret i Hendes Smag;
thi med hendes Egne ikke
Hendes Kjærlighed var endt.
Den i Hendes milde Blikke
var for Arm og Fremmed tændt.
(SS b. I 3,181)
Kjærligheten innebærer hos Wergeland grenseløs solidaritet, empati, offer; kamp for andre mennesker, nasjoner, dyr, for sannhet og ikke minst for frihet. Den innebar også lidelse – i "Paa Sygelejet" (1844) bruker han bildet av tornekronen i en omtale av sine diktsamlinger. Like fullt renner de over av kjærlighet slik han opplever dem:
Se, om ei Honning drypper sød
fra hver en Rosenknop!
om ei hvert udslaaet Blomsterblad
er tegnet med et kjærligt Kvad,
hver Roses aabne Purpurskjød
en hellig Bog lukt op!
(SS b. I 3, 320)
Alvhild Dvergsdal, dr.art., professor i nordisk litteratur ved LLE, Universitetet i Bergen (p.t. perm.). Har skrevet om Wergeland bl.a. i Klassisistiske mønstre i Henrik Wergelands Digte. Første Ring (1991), Henrik Wergeland. Forfatterhefte (2004), "Om det nordiske, ville, interessante i dikt av J.S. Welhaven og H. Wergeland (Agora 4/1992), "Seerens Sang – og Adam-Reins. Implisitt poetikk i Wergelands Digte. Anden Ring (1834)" (2000), ”Hvori Tanken blier fortært. Wergeland som dikter og prest” (2002).

Alvhild Dvergsdal, 11. juni 2008 | Skriv ut siden